de salige svøbt i gyldne minder hviler i alle tiders uskyld

Saltsække hænger

dine efterårsdeller

palleløfterdug.

Tæt skylag

tændingslåsen sovende

mund på vid gab.

Nøgent træ

bladene rasler

solsortens næb.

Kapellet stille

trafikken danner omkreds

krage med agern.

Jerngryden simrer

klimaskovens jordstjerner

jubler i natten.

Stivfrosne hindbær

ni agerhøns på bakken

oktobersolen.

Sugekasse hejst

vandstrålen går igennem

hvalsignal fra land.

 5 digte

To blade tilbage på træet

og årene går

under samme formørkede sol.

har du først stået på hovedet

og dyppet din tå

i stjernernes vrimmel

så ved du

selv

i din dans som et levende væsen

at også du

er en glidende overgang mellem alt.

Et flag halveret

af en uskylds væbnet vinge

de blanke skygger

over mure – over floder

lyden af Hölderlins skridt

gennem mit digt.

Du vil træde ud af billedet

og undskylder

men du er allerede

centrum i mit

uanset at focus

var et andet sted.

Hver indånding har mørkefryd

dybere end nogen elskov

dybere indånder jeg

universet.

Den sædvanlige baggrund

skyder festfyrværkeri

af febervilde syner

fra tre kors i min mave.

Kuglerne gifter sig med lyd

og lyder som

et mørkekammer

fyldt af lungernes jungle.

Det er let at se

xiasmen i det skønnes musik

her toner en tilstand

af flammesøjler

hvor modsætninger roligt mødes

i kys.

Kun himlen og havet

peger ingen steder hen

dine dobbelte treklange

ligger uberørte

af universets længsel

i et andet sprog

indlejret

som en bro

mellem  dit  jeg og dit jeg.

Gennem de matte

ovenlysvinduer: måne

portens rustne modstand.

Skriften på vægen

er et haiku i sig selv

før lysets knitren.