Novalis : Nærvær
Adonis : At
Dylan Thomas : Den
Robert Burns : Render
Inger Christensen : Inde
Ann Mari Urwald : Uafladelig
Michael Strunge : Med
Paul Celan : Schibboleth
Per Højholt : Helt
Leonard Cohen : Tusinde
Ossian : Da
: Blidt
: Rød
Askens grenspidser
Det eneste synlige
Januarmåne.
Lyset giver
det øvre kors
ret smalle vinger
spejlingen
får brede.
Fibonaccis spiral
afdækker kurv for kurv
solsikkens nøgne algebra:
Regnbuekatten
går hen over tagryggen
Fuglenes nødsskrig:
Poesi er hjem for de hjemløse ord:
Mågestrengen strakt
mellem Sindbjerg og Stoubjerg
æbler i posen.
Dyrene sover
om det nyplantede træ
i gådefuld fred:
kattetis strintet
som tyske vagtposter
ved tungtvandsfabrikken.
Blomsterblades fald
lyden af vingers friktion
og vindens susen
gennem bladhanget
et spurvepar fortumlet
længe uden jeg.
Hør saltet synger
sandkassens synske pæon
duft af kattespor.
Spøgelsesskalaen
spiller kun i det lys
selv mørket kan høre.
De små rester af kometer hænger så længe
at ordene fyldes med tænder og fedt
og ingen kan se
det forhæng
hvirvlerne er streger af
jeg lader dem rutsje
igennem mig
for ikke at drukne i støv.
Imens fascismen ånder os i nakken
folder vi vores insekter sammen
til det støv de betræder
I kan ikke censurerer virkeligheden
til et lille tempel af selvtilfreds
ensretning
uden selv at blive det støv
sommerfuglen drysser
fra Buddhas læber.
Drømmen skriver hjem om sig selv,
imens den drømmer, at den er
en drøm. Drømmen ligner næsten
et menneske, der drømmer, at
det er et menneske, der skriver hjem
om sin drøm.
Den blå negl
taler
mere end ord
den blå negl
løfter sin strube
og synger dig
her ud
og ind.
Der er et landskab
indeni landskabet
det første knips
rummer et univers
af knipseuniverser
for hvert knips
udvides rummet
det første knips
er et landskab
af landskaber
det første knips
er forsvindende lille
i universet af knips
det første knips
er mere end et slips
hver eneste sammensatte
lyd
rummer pauser
hvor i knips efter knips
omhyller
landskaber
med landskabets
knips: